Salgs- og leveringsbetingelserfor VANDBORG A/S - i det følgende kaldet VANDBORG - CVR-nr: DK 29 01 04 04


1. Tilbud, ordre og accept

Købers ordre og bestilling af enhver art er kun bindende for VANDBORG, når køberen har modtaget skriftlig ordrebekræftelse.

Tilbud fra VANDBORG, som ikke angiver særlig acceptfrist bortfalder, såfremt overensstemmende accept fra køber ikke er VANDBORG i hænde inden to uger fra tilbudets dato.

Aftaler om ændringer i eller tillæg til den oprindelige aftale er ikke bindende for VANDBORG uden skriftlig bekræftelse fra VANDBORG. 

2. Levering

Levering sker Ex Works VANDBORGs fabrik i henhold til Incoterms 2010.

3. Betalingsbetingelser

Sidste rettidige betalingsdag fremgår af fakturateksten. Erlægges betaling ikke rettidigt, beregnes en rente på 2% pr. påbegyndt måned, regnet fra den på fakturaen angivne forfaldsdag.

4. Forsinkelser

Hvis forsinkelse med levering opstår som følge af arbejdskonflikt eller enhver anden omstændighed, som parterne ikke er herre over, såsom brand, naturkatastrofer, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, restriktioner af drivkraft, samt mangler ved eller forsinkelse med leverancer fra underleverandører, som skyldes nogen af de i dette punkt nævnte omstændigheder, forlænges leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt.

Såfremt leveringstiden kan påregnes at ville vedvare længere end fire uger, er VANDBORG, såvel som køberen, berettiget til at annullere aftalen, uden at dette skal anses for misligholdelse.

Hvis VANDBORG ikke leverer inden for leveringstiden, eller inden for en med hjemmel i ovennævnte bestemmelse om forlænget leveringstid, rimelig tid er køberen berettiget til, ved skriftlig meddelelse til VANDBORG, at kræve levering samt fastsætte en endelig rimelig frist herfor, og derved angive at køberen agter at hæve handelen, såfremt levering ikke sker inden for denne frist. Såfremt levering ikke er sket inden for den fastsatte frist, er køberen berettiget til, ved skriftlig meddelelse til VANDBORG, at hæve aftalen.

5. Reklamationsret vedr. mangler

Hvis salgsgenstanden er mangelfuld, skal køber straks reklamere skriftligt over for VANDBORG, idet køber i modsat fald mister sine rettigheder. Ved modtagelse af berettiget reklamation kan VANDBORG frit vælge, om VANDBORG vil foretage afhjælpning af manglen eller omlevering. Hvis afhjælpning eller omlevering ikke sker inden rimelig tid, er køberen berettiget til, ved skriftlig meddelelse til VANDBORG, at hæve aftalen for den del af leverancen, der er mangelfuld.

Køber kan ikke vælge at fastholde aftalen og samtidig kræve forholdsmæssigt afslag eller erstatning.

Hvis køber berettiget hæver købet, idet betingelserne herfor i dansk ret er opfyldt, har køber ret til at kræve erstatning for det tab, som manglen har påført køber, idet køber er forpligtet til i videst mulige omfang at begrænse tabet, herunder ved køb af tilsvarende produkter andet sted. VANDBORG er dog ikke forpligtet til at erstatte noget som helst indirekte tab, herunder - men ikke begrænset til - køberens driftstab eller mistede indtjening eller et erstatningskrav, som køberen måtte blive mødt med.

Erstatningen kan maksimalt andrage et beløb svarende til 10 % af den købesum, som køberen og VANDBORG har aftalt for den del af leverancen, som købet berettiget er hævet for.
 

6. Ansvarsfraskrivelse og produktansvar

VANDBORG er kun ansvarlig for personskade, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelser begået af VANDBORG eller andre, som firmaet har ansvaret for.

VANDBORG er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre.

VANDBORG er ikke ansvarlig for driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre indirekte tab. I den udstrækning, VANDBORG måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand, er køberen forpligtet til at holde VANDBORG skadesløs i samme omfang, som VANDBORG's ansvar er begrænset efter ovenstående bestemmelser vedrørende produktansvar.

Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til dette punkt, skal denne part straks underrette den anden herom.
 

7. Reklamations- og undersøgelsespligt

Det påhviler køberen senest ved leveringen at foretage en grundig undersøgelse af, at ydelsen stemmer overens med det kontraktmæssige aftalte. Køberen er forpligtet til straks at reklamere over mangler, der måtte være konstateret ved en sådan undersøgelse, og køberen kan ikke senere påberåbe sig mangler, der burde være konstateret ved den foreskrevne undersøgelse.

Reklamationer i anledning af mangler og forsinkelse skal fremsættes skriftligt og straks ved konstateringen af misligholdelsen. Ved reklamation over mangler skal reklamationen indeholde en redegørelse for manglens beskaffenhed. Ved en sådan reklamation har VANDBORG ret til at kontrollere skader på skadestedet og til at foretage undersøgelser af mangelfulde dele, før VANDBORG tager stilling til, om manglerne omfattes af den i punkt 6 ovenfor fastsatte pligt for VANDBORG.

Undlader køberen at opfylde de i nærværende bestemmelser fastsatte regler, afskæres han for enhver misligholdelsesbeføjelse, det være sig i anledning af forsinkelse, mangler eller andet.
 

8. Ejendomsforbehold

VANDBORG forbeholder sig, med de begrænsninger der følger af ufravigelige retsregler, ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen med tillæg af eventuelle omkostninger og renter er betalt. Ved omdannelse eller bearbejdning af det solgte opretholdes ejendomsforholdet, således at det omfatter den omdannede eller bearbejdede genstand i et omfang svarende til den værdi, det solgte repræsenterede ved salget.
 

9. Værneting og lovvalg

Enhver tvistighed mellem parterne afgøres ved de ordinære domstole i Danmark og ved Retten i Århus som første instans og ved anvendelse af dansk ret.
 

10. Returnering

Varer modtages kun retur undtagelsesvis og efter forudgående aftale i hvert enkelt tilfælde, og kun såfremt varerne er kurante og i ubrudt, ubeskadiget og original emballage. I modsat fald kan varen afvises.

Ved aftalt returnering tilbagesendes varen altid franko og altid vedlagt kopi af følgeseddel eller faktura. Ved returnering beregnes et omkostningsfradrag, som fradrages krediteringen. Efter 3 måneder vil kreditering ikke finde sted.

  Vandborg Vandborg A/S | Røddikvej 89 | DK-8464 Galten | Tel.: +45 8694 3486 | Email: vpv@vpv.dk